Sider

mandag den 23. marts 2015

Kærlighed ved første sting og en dejlig fødselsdag


Selvom de sidste måneder har stået i sygdommens tegn herhjemme (mere om det på andet tidspunkt), blev min fødselsdag i sidste uge lige markeret med lidt hygge i weekenden. En veninde kom forbi, og vi tøsehyggede i byen lørdag aften og søndag kom min søster og hendes familie, og tidligere på ugen var mine forældre forbi (her fik vi den dejligste chokoladekage jeg længe har smagt, men den får et helt indlæg for sig selv, for så god var den).

Jeg er ikke typen der elsker at fejre fødselsdag, jo for andre, men ikke for mig selv, og hader især når folk spørger hvad jeg ønsker mig, for jo ældre jeg bliver og jo mere sat jeg bliver i mit liv, jo mindre ønsker jeg mig. MEEEEN i år var der faktisk noget at skrive på ønskesedlen, nemlig Kærlighed ved første sting af Tilly Walnes, samt bogen 200 hæklemønstre. Fik hele 2 eksemplarer af Kærlighed ved første sting (Der var vist sket en kommunikationsbrist :-)), ingen 200 hæklemønstre, men den ene af Kærlighed ved første sting skal da byttes til denne. Og så fik jeg Børnetøj af Sabine Lemire. 

Har lige hurtigt bladret Kærlighed ved første sting igennem og har jo selvfølgelig forelsket mig i flere af tingene, men især denne kjole, Megan-kjolen, må jeg have lavet på et tidspunkt. Bogen er rigtig god for begyndere, godt illustreret og velformuleret, med god humor blandet ind imellem alt det faglige, så man ikke glemmer at man faktisk skal have det sjovt når man syr.


Har også forelsket mig i kjolen nedenfor fra Børnetøj. Hmmm…. Lille C skal altså til at vokse (MEGET!) for at hun ville kunne passe den, for størrelserne starter fra 2 år (og hun er stadig en 74 body og 80 i bukser, så der er laaaang vej inden hun kan være i denne).